• +45 20 60 24 00
  • info@sofiendal-sundhedsteam.dk

Tag-arkiv #skade

Korsbåndsskade

Korsbåndskader er efterhånden næsten en hverdagsbegivenhed. En forreste korsbåndsskade er en meget almindelig akut idrætsskadartrosee. Årligt ses der ca. 4.500 nye korsbåndsskader i Danmark, heraf opereres de ca. 3000. Tal fra Norge tyder på at hver enkelt korsbåndsskade koster samfundet ca. 500.000 kr.

Flertallet af skaderne sker i forbindelse med idræt, og kvinder har 2-8 gange større risiko for korsbåndsskade end mænd. Kun ca. halvdelen vender tilbage til idrætten efterfølgende. Årsagen hertil er mangfoldig; kan skyldes at den enkelte ikke tør at vende tilbage, da man tror man bliver skadet på ny eller at knæet ikke kan holde til at vende tilbage til tidligere tiders niveau. Nogle oplever vedvarende gener i form af stivhed, smerter og kan på sigt udvikle artrose i en relativ tidlig alder.

Derfor bliver man ofte stillet det spørgsmål som behandler hvornår man er klar igen – eller hvor stor er risikoen for at skaden opstår på ny.

I januarudgaven af American Journal of Sports Medicine, er der en ny oversigtsartikel om korsbåndsskader og risikoen for at pådrage sig en ny korsbåndsskade. Man kan som udgangspunkt ikke overføre risikoen direkte til danske forhold, men jeg synes fundene alligevel bør tages alvorligt. For piger ser det ud til, at der er flest skader i 14-19-års alderen, mens antallet af korsbåndsskader hos drengene topper i 20-års alderen.

Artiklen konkluderer, at hvis vi tager alle aldersgrupper, er chancen for en ny korsbåndsskade hos tidligere skade korsbånds patienter, 15%. 7% oplever at samme knæ kommer til skade, mens de resterende 8% oplever at modsat knæ udsættes for en korsbåndsskade.

Kigger vi mere specifikt på de forskellige aldersgrupper viser opgørelsen, at atleter under 25 år har 23% større risiko for en ny korsbåndsskade, med størst sandsynlighed for at det er det raske knæ, der er mest udsat for en ny korsbåndsskade. Dermed vil ca. 1 ud af  4 opleve en ny skade, som oftest relativt hurtigt efter de vender tilbage til idræt. Sammenligner vi med raske unge atleter i samme alder, så er risikoen for en ny korsbåndsskade ca. 30-40% højere hos de atleter der er tidligere skadet.

Årsagerne til den øgede risiko er mange, og ikke altid en enkeltstående årsag. Men faktorer der har vist sig at have indflydelse er bl.a. atletens mentale parathed, køn, tidligere skader, teknisk niveau, hvilket niveau skal man tilbage til (motionsniveau eller elite), stabilitet og styrke over knæet, samt hvilken type idræt man ønsker at vende tilbage til er nogle eksempler.Derfor skal man sørge for et fornuftigt genoptræningsforløb der kan vare fra 9-12 måneder. Dernæst skal man testes hos en fagkyndig, der har indsigt i de relevante tests, samt klarmelding til kamp. Selvom alt i teorien viser at den enkelte er klar, så er der ingen garanti – fordi der er så mange faktorer der spiller ind. Til sidst skal man være klar over at man nok aldrig bliver “færdig” med at træne knæet.

Betyder det så at man ikke nødvendigvis skal vende tilbage til idræt efter en korsbåndsskade?

Nej, det gør det ikke nødvendigvis.

Det vigtigste er dog at man gør op med sig selv om det er det man ønsker. F.eks. hvis man ønsker at vende tilbage til håndbold eller fodbold, hvor risikoen alt andet lige er større end hos andre idrætsgrene – ”er jeg mental klar ?”. Det kunne være at man i stedet skulle vælge en anden idræt hvor risikoen ikke var så stor, men alligevel kunne være givende i hverdagen. Seer vi på aldersgruppen af især piger – har forældrene også et ansvar i beslutnings processen. Beslutningen er på ingen måde nem.

Kilde:

Wiggins et al.Risk of Secondary Injury in Younger Athletes After Anterior Cruciate Ligament Reconstruction: A Systematic Review and Meta-analysis. Am J Sports Med published online January 15, 2016 DOI: 10.1177/0363546515621554

Er der øget risiko for skader ved høj træningsbelastning?

Er der øget risiko for skader ved høj træningsbelastning?

Konklusionen på dette studie , der lige er publiceret i British Journal of Sports Medicine, (åben gratis adgang) antyder at det ikke nødvendigvis forholder sig sådan.

  • Det tyder på at forkert dosering af træningen er årsagen til skader, ikke det at træne med højt intensitet.
  • For store og hurtige belastningsændringer er årsagen til de fleste ikke-kontaktskader.
  • Derimod er hård (fornuftigt planlagt træning) forebyggende overfor ikke-kontaktskader.
  • Det er derfor vigtigt at monitorere atletens træningsbelastning, både på den korte og lange bane.

Det, at atleten træner med høj belastning medfører:

  • Højere fysisk formåen hos den enkelte, beskytter mod skader, øger den fysiske formåen (præstere mere, mere robusthed i konkurrencesituationer), og hermed til gavn for holdet (hvis der er tale om holdidræt), da der vil være flere velforberedte, ikke-skadede spillere til rådighed når holdet skal udtages.

 

Kilde: http://ylmsportscience.blogspot.dk/2015/10/strength-conditioning-how-young-is-too.html

Løbeskader

Løbeskader: Oversigt over risikofaktorer og kønsforskelle
I takt med at løb er stigende i popularitet, er forventningen til et stigende antal skader også til stede. Studier viser en skadeshyppighed mellem 20 og 70 % blandt løbere. Den store spredning i tallene skyldes blandt andet forskellige definitioner af ”skade”. Men selvom det kun er 20 % – så har hver femte løber haft en skade. De akutte skader er sjældne, derimod skyldes hovedparten (80 %) af skaderne overbelastningsskader. De akutte skader kan man nok ikke gøre ret meget ved, men overbelastningsskaderne bør man kunne minimere ved at være opmærksom på hvilke risikofaktorer der måtte være for at udvikle disse overbelastningsskader.
I et forsøg på at få et overblik over risikofaktorer ved løb, har en gruppe forskere fra Holland sat sig ned og kigget på de studier der har fulgt løbere over tid for at se om der kunne findes nogle fælles træk, der kunne indikere hvilke faktorer man skulle være opmærksom på. Da de studier der er inkluderet i denne oversigtsartikel er meget forskellige skal man ikke se resultatet som den endegyldige sandhed – men som en rette snor i forhold til hvad man eventuelt skal være opmærksom på i hverdagen.
Man har forsøgt at vurdere følgende faktorer:
Personlige faktorer: f.eks. alder, højde, køn osv.
Løbe / trænings mønstre: f.eks. afstande, hyppighed, type sko
Almen sundhed: f.eks. rygning, tidligere skader osv.

Det forskerne fandt frem til var at:
Hos kvinder kunne følgende faktorer indikere en øget risiko for skader:
Ugentlig løbe distance mellem 32 og 46 km
Alder
Tidligere idrætsudfoldelse
Løb på hårdt underlag (fortove)
Løbesko der er mellem 4 og 6 måneder gamle (hvorfor ved jeg ikke )
Deltagelse på maratondistancen

Hos mænd trådte følgende fund frem:
Tidligere skader
Løbeerfaring mellem 0-2 år
Det at genoptage løbetræning
Ugentlig løbedistance mellem 32 og 47 km
Ugentlig løbedistance på over 64 km

Generelt fandt man, at brugen af indlæg øgede risikoen for fod skader. Det er derfor vigtigt at man ikke bruger indlæg ukritisk, men at hvis man bruger indlæg skal der være en grund til det. Har man ikke fået foretaget en helhedsvurdering af f.eks. løbestilen – herunder vurdering af andre årsager en ”fodstillingen”, mere eller mindre tilfældig løbestilstest på et løbebånd, bør man nok opsøge faglig kompetent vejledning / udredning. (Se i øvrigt et indlæg om valg af sko her ). Indlæg som forebyggende foranstaltning har ingen værdi.
Ingen enkelt faktor kan stå alene, da overbelastningsskader er en blanding af flere faktorer. Derfor skal man være opmærksom på flere ting i hverdagen for at finde årsagen til en eventuel overbelastningsskade.
Faktorer som vi ikke har indflydelse på er f.eks. tidligere skader. Men ved at være opmærksom på at dette er en faktor bør man tilrettelægge sin træning herefter. Det skal måske gås lempeligere til værks i opstartsfasen, der er måske behov for supplerende styrketræning eller skifte mellem cykling og løb i opstartsperioden.
Træningsintensiteten er som sådan ikke afklaret. Vi ved reelt ikke hvor meget og hvor lidt der skal til, da vi alle sammen er forskellige. Derfor kan der være store personlige forskelle på hvad der er muligt at præstere af træningsintensiteter. Men vi ved at øges belastningen for hurtigt, kan der resultere i en overbelastning. En gylden regel som man ofte kan anvende er maksimalt 10 % mere om ugen. Det føles måske langsomt, men det er sikkert.
God løbetur, men med omtanke. Forebyggelse er nemmere og billigere end ”helbredelse” når skaden er sket.

Kilde:

van der Worp MP, ten Haaf DSM, van Cingel R, de Wijer A, Nijhuis-van der Sanden MWG, Staal JB (2015) Injuries in Runners; A Systematic Review on Risk Factors and Sex Differences. PLoS ONE 10(2): e0114937. doi:10.1371/journal.
pone.0114937

Hjernerystelse

Hjernerystelse

Hvor mange rammes af hjernerystelse hvert år?

25.000 danskere rammes hvert år af en hjernerystelse. Heldigvis kommer de ca. 85 % sig igen efter kort tid, mens de sidste ca. 15 % kan opleve gener i længere tid, op til et år efter. Hvis symptomerne trækker ud i længere tid ændres tilstanden til det der kendes som postcommotionelt syndrom (PCS).

Hvordan kan en hjernerystelse opstå?

En hjernerystelse kan opstå ved, at hovedet bliver udsat for et slag eller ryk i uventet retning. Umiddelbart herefter, opstår der meget små skader i hjernen, der ikke altid kan påvises på en scanning eller normale neurologiske undersøgelse, der vil også være inflammation.

Mulig symptomer på hjernerystelse er :

koncentrationsproblemer, opmærksomhedsbesvær, indlæringsproblemer, langsom reaktionstid, hukommelse besvær og hurtig mental udtrætning

Hovedpine, svimmelhed, utilpashed/kvalme, udtalt træthed, støjfølsomhed og synsforstyrrelser

Irritabilitet, let til gråd, tristhed, angst, nedsat sexlyst og personlighedsændringer

Sover for lidt eller for meget og hyppige mareridt.

Som du kan læse er nogle af disse mulige symptomer alvorlige. Søg derfor hjælp, hvis symptomerne fortsætter. Det vigtigt at du opsøger hjælp til håndtering af hverdagen. Det kan f.eks. være via en neuropsykolog.

Som oftest er alt normalt igen efter en kort periode på dage eller få uger. I sjældne tilfælde kan symptomerne desværre vare i længere perioder (1-2 år). Enkelte gange ses også at symptomerne varer i mere end 2 år. Derfor skal hverdagen tilpasses denne tilstand, og da det ikke altid kan påvises kan nogle få svært ved at opnå erkendelse og forståelse fra ens omgangskreds, hvad enten det er privat eller på arbejdspladsen, kan denne proces være svær.

Selvom der for nuværende patienter ikke er nogen behandling, der for alvor har vist sig at være effektiv, da man ikke som sådan kan behandle hjernen, så er det vigtigt at forstå, at de fleste kommer sig , hvis man tager hjernerystelse alvorligt. det kan gøres ved at følge de første akutvejledninger og få hjælp til at håndtere hverdagen. Men hjernen kan godt ”trænes” og skal trænes. Mere herom senere.

Akut vejledningen

Vejledningen er vejledende og kan ikke erstatte en lægekonsultation. Du kan følge denne vejledning i de første par uger eller tre. Jeg vil dog altid råde dig til at opsøge læge hvis du har været udsat for en hjernerystelse.

Punkt 1:

Du skal give hjernen ro. Du skal ikke presse dig til at gennemfører noget hjernen ikke vil være med til. Holde lav profil – arbejde med de ting du kan i kortere perioder – holde små pauser ofte.

Punkt 2:

Dyrk motion i det omfang du kan. Det er vigtigt du får dig bevægede – gerne flere gange dagligt. Undgå steder hvor der er meget støj og bevægelse i opstarten. Kan være på kondicykel eller rolige fortorve. Undgå tunge løft eller aktivitet der medfører meget høj puls, men du må gerne mærke at du anstrenger dig i let grad.

Punkt 3:

Kan du mærke at du har overbelastet hjernen, så skal du holde med det du har gang i og gi hjernen ro. Være god til at være opmærksom på hvad det er der udløser dine symptomer, og indordne dig derefter. De aktiviteter der ikke er belastende skal du endelig blive ved med.

Trap langsomt op. Kan du f.eks holde til at gå 20 minutter så kan du forsøge at øge med 10 % næste gang. På den her måde har du en lille stige hvor du hele tiden har styr på hvor meget du øger belastning. Bliver det for meget så trækker du de 10 % fra igen. Gå systematisk til værks.

Skal du tilbage til idræt kan du anvende denne trappe

Fysioterapi og hjernerystelse:

Et studie fra 2014 gennemført af Schneider viste, at det kan nytte at træne specifikt. Studiet omfattede 29 personer i alderen 12 – 30 år, der havde fået en hjernerystelse i forbindelse med idræt. Deres symptomer bestod i vedvarende svimmelhed, hovedpine og nakkesmerter.

Begge grupper arbejde med holdnings korrektion, bevægeligheds øvelser og ”hjerne ro”. Den ene gruppe (behandlingsgruppen) modtog desuden specifik træning for nakke muskulatur og balance/ vestibulær træning. De trænede i maximalt 8 uger.

Man målte tiden til de returnerede til deres idræt symptomfri. I behandlingsgruppen vendte 11/15 tilbage indenfor 8 uger og i den anden gruppe vendte 1 ud af 14 tilbage. Det svarer til, at der er 4 gange så stor sandsynlighed for at vende tilbage efter specifik træning, sammenlignet med dem, der ikke trænede specifikt.

Nu er studiet ikke voldsom stort, men det peger alligevel på, at det kan nytte at træne specifikt fremfor en uspecifik tilgang, og slet ikke en passiv tilgang.

Træning omfatter balance, koordination og ”hjerneøvelser” der har det formål at vænne hjernen til at kunne fungere i hverdagen igen ved at arbejde med hverdags begivenheder.

Sekundære problematikker

Der kan godt være sekundære problematikker som f.eks. spændte muskler og nedsat bevægelighed i nakken, der kan behandles hos en fysioterapeut, men husk det er sekundært. Det er på ingen måde nødvendigt at blive fastholdt i en ”patient rolle” Du skal arbejde aktivt med problematikken. Afhængighed af en behandler er ikke vejen frem. Husk 85% klare problematikken selv. Den optimale behandling består i, at du tager skaden alvorligt, håndterer den i hverdagen, og hvis der er mulighed for det, opsøge hjælp hos en neuropsykolog, hvis generne varer ved i længere tid. Gør dette i samarbejde med egen læge, da indsatsen måske skal koordineres mellem flere faggrupper. Måske skal din arbejdsplads, skole eller andet også inddrages i forløbet.

Du kan også hente mere information her

Kilder:

Broshek et al. A review of post-concussion syndrome and psychological factors associated with concussion. Brain Inj, 2015; 29(2): 228–237

Marshall et al. Updated clinical practice guidelines for concussion/mild traumatic brain injury and persistent symptoms. Brain Inj, Early Online: 1–13

Schneider et al. Cervicovestibular rehabilitation in sport-related concussion: a randomised controlled trialBr J Sports Med 2014;48:1294–1298.

Leddy et al. Rehabilitation of Concussion and Post-concussion Syndrome. Sports Health. 2012 Mar; 4(2): 147–154

Alsalaheen et al. Vestibular rehabilitation for dizziness and balance disorders after concussion. J Neurol Phys Ther. 2010 Jun;34(2):87-93

Tee and Chee. Vestibular rehabilitation therapy for the dizzy patient. Ann Acad Med Singapore. 2005 May;34(4):289-94

Triatlon Løb Underben

Mulige overbelastningsskader i underbenet ved løb

Løbedelen af konkurrencen anses af mange for at være afgørende for den endelige placering, og derfor prioriteres løb træningsmæssigt højt. De fleste triatleter træner mest i cykling og løb, men de fleste skader findes i løbedisciplinen.

Årsager til disse skader skal findes i overbelastning, manglende restitution og biomekaniske forhold der kan forårsage specifikke skader. Ser man på triatlon som helhed har det sine fordele at kroppen belastes med tre forskellige discipliner. Men faktum er, at pga. den høje træningsmængde der skal til for at gennemføre disse tre discipliner er triatleter mere udsat end mange andre sportsgrene pga. den tid og mængde der bruges på træning, igen afhængig af distancen man vælger at gennemføre. Top triatleter der træner til Ironman, tilbagelægger i snit 10,5 km svømning, 304,3 km cykling og 71,9 km løb per uge.

Skader under løb ses hovedsagligt i hofte, knæ og underben.

Typiske skader i underbenet:

Skader i underbenet angives som værende de 5-10% af alle skader hos triatleter. Træningsømheden er kendt, og skyldes formentlig resultatet af gentagende stød op igennem underbenet, hvor underbenet fungere som ”støddæmper”.

Stress fraktur

Stress fraktur er muligvis en af de skader løbere / triatleter frygter mest. Som oftest er det skinnebenet det går ud over. Afhængig af hvor frakturen er placeret på knoglen kan prognosen være mere eller mindre god. Det kommer an på om bruddet sidder på den side af knoglen hvor der er mest ”træk” på knoglen, eller på den side hvor knoglen er mest under ”tryk”. Det afhænger af bruddets placering og knoglens udformning. Er der træk på bruddet, er udsigten lang da knogle heler bedst med tryk.

Smerten begynder ofte som ”snigende over tid”, og uden nogen kendt grund. Smerten mærkes som oftest, i begyndelsen, når løbeturen er ved at være ovre, men med tiden optræder smerten tidligere og tidligere i løbet. Hernæst begynder man muligvis at halte, hvorefter smerten også optræder i hvile og ofte som nattesmerter. Diagnosen kan nogle gange være svære at bekræfte fordi at disse træthedsbrud ikke altid er til at se på almindelige røntgenoptagelser, hvor andre undersøgelser er bedre egnet til at opdage de små revner i knoglen.

Behandling er aflastning og i nogle tilfælde kan operation kom på tale. Det er derfor vigtigt at opsøge læge ved mistanke eller begyndende symptomer der kan tyde på stress fraktur.

Shin splits / skinnebensbetændelse

Skinnebensbetændelse hos løbere mærkes ofte på indvendig side af skinnebenet. Skinnebensbetændelse er muligvis den mest klassiske tegn på overbelastning. Skal man finde årsagen er det nødvendigt at kigge flere steder: vigtigst er træningsdagbogen- er der ændret markant på træningsmængden indenfor det sidste korte tid, hvilke underlag løbes der mest på eller er det nye sko? Andre årsager kan være fodstilling, muskelstyrke i underbenet, bevægelighed i ankel, knæ eller hofte. Kan årsagen ikke findes i træningsdagbogen, bør du opsøge faglig bistand.(se mere her )

Vær opmærksom på at stressfraktur og skinnebensbetændelse godt kan minde lidt om hinanden i symptomer i opstartsfasen.

Irriteret Achillessene

Achillessene problematik er allestedsnærværende hos mange idrætsudøvere. Smerten kommer ofte snigende uden grund, men kan også præsentere sig med skarpe jag uden grund op langs med senens forløb. Tilstanden kan bekræftes med en ultralydsscanning, der også kan være med til at definere hvilken type overbelastning det måtte være, eller nok så vigtigt er der overrivninger i senen.

Behandlingen afhænger af hvor slem irritationen er, hvor lang tid det har stået på og om det er senen eller det omkringliggende væv der er irriteret. Generelt er behandlingen aflastning, finde eventuelt årsagen ved at studere trænings dagbogen. Er der øget for hurtigt i intensitet, er der skiftet underlag, er der også øget intensitet på cykel træningsdelen osv. Ofte vil forklaringen kunne findes her. Husk at løb- og cykeltræning forstærker hinanden – derfor skal intensitets dosering være forsigtig. Specifik behandling kan være trykbølge / shockwave, øvelser til selve senen, styrke træning af underben, vurdering af løbestil mm.(se mere her og her )

FODEN:

Skader i foden er velkendt hos triatleter. Ca. 10-15% af de skader der registreres hos triatleter er fod skader. Er der tale om skader eller belastningssmerter i foden er det vigtigt at vurdere helheden fra hoften og ned. Det er desuden vigtigt at vurdere biomekanikken omkring afvikling af foden, fodens opbygning herunder fod stilling. Fokus har i de senere år også været rettet mod skoene, men nyere undersøgelser antyder at det ikke er så vigtigt et område som først antaget. Føler du at skoen passer, er behagelig og ikke genere – er det et godt sko valg for dig.

Stressbrud

Stressbrud i de små fodrodsknogler kan være meget invaliderende for den enkelte. Stressbrud begynder gerne efter langvarig gentagende aktivitet, f.eks. løb, eller efter en pludselig øgning i aktivitet. Ved træthedsbrud forsvinder smerten ofte i hvile i starten, men vender tilbage ved gang eller løb. Vedvarende belastning vil medfører smerte i hvile herunder nattesmerter. Et af de fraktur der oftest ses er ”march frakturen”, da den er velkendt hos soldater. Det er brud i mellemfods knoglerne.

Behandlingen indebærer aflastning. Aflastning kan vare flere uger, og endnu længere hvis bruddet ikke heler, herunder brug af sko med stive såler eller gips.

Hælspore (fascitis plantaris)

Hælspore er et ofte forekommende overbelastningsskade hos løbere. Det er en overbelastning af svangsenen, som oftest hvor den hæfter sig på hælbenet. Årsagen er en overbelastning ofte som følge af hurtig forøgelse af belastningen. Der er enkelte faktorer som kan være medvirkende til at du måske kan være mere udsat for at udvikle hælsporer. Studier antyder at nedsat bevægelighed i ankelleddet, overvægt, eller at man er platfodet, kan gøre at man har nemmere ved at udvikle hælspore.

Symptomerne kan være skarpe jag på indvendig tilhæftning af svangsenen på hælbenet, meget smertefulde første skridt om morgenen eller første skridt efter du har været nede at sidde (igangsætnings smerter). Smerten øges i barfods gang, gang op ad trappe eller stå på tå.

Det naturlige forløb vil være at det kan gå over ad sig selv indenfor 6-18 måneder, i grelle tilfælde endnu længere tid. Behandling kan inkludere indlæg, specifikke øvelser, trykbølge/ shockwave, blokade eller i sidste ende operation. (se mere her )

Til slut skal nævnes at træt muskulatur ikke evner at opsamle stød på samme måde som veludhvilet muskulatur. Det er derfor vigtigt at hvile og restituere tilpas sådan at kroppen har mulighed for at komme sig. Det er også vigtigt at erkende at cykling og løb forstærker hinanden. Er man skadet pga overbelastning i f.eks. løb, skal dosering i cykeltræning bibeholdes, og ikke øges for at kompensere for manglende løbetræning.

Kilder:

Spiker et al. Triathlon: running injuries. Sports Med Arthrosc. 2012 Dec;20(4):206-13

Nielsen et al. “Training errors and running related injuries. A systematic review.” International Journal of Sports Physical Therapy 7.1 (2012): 58–75.

Al-Abbad and Simon. The effectiveness of extracorporeal shock wave therapy on chronic achilles tendinopathy: a systematic review. Foot Ankle Int. 2013 Jan;34(1):33-41

Roche and Calder. Achilles tendinopathy: A review of the current concepts of treatment. Bone Joint J. 2013 Oct;95-B(10):1299-307

Yin el al. Is extracorporeal shock wave therapy clinical efficacy for relief of chronic, recalcitrant plantar fasciitis? A systematic review and meta-analysis of randomized placebo or active-treatment controlled trials. Arch Phys Med Rehabil. 2014 Aug;95(8):1585-93

Rathleff et al. High-load strength training improves outcome in patients with plantar fasciitis: A randomized controlled trial with 12-month follow-up. Scand J Med Sci Sports. 2014 Aug 21

Triatlon Løb Knæsmerter

Mulige overbelastningsskader i knæregionen ved løb

Løbedelen af konkurrencen anses af mange for at være afgørende for den endelige placering, og derfor prioriteres løb træningsmæssigt højt. De fleste triatleter træner mest i cykling og løb, men de fleste skader findes i løbedisciplinen.

Årsager til disse skader skal findes i overbelastning, manglende restitution og biomekaniske forhold der kan forårsage specifikke skader. Ser man på triatlon som helhed, har det sine fordele at kroppen belastes med tre forskellige discipliner. Men faktum er, at pga. den høje træningsmængde der skal til for at gennemføre disse tre discipliner er triatleter mere udsat end mange andre sportsgrene pga. den tid og mængde der bruges på træning, igen afhængig af distancen man vælger at gennemføre. Top triatleter der træner til Ironman, tilbagelægger i snit 10,5 km svømning, 304,3 km cykling og 71,9 km løb per uge.

Skader under løb ses hovedsagligt i hofte, knæ og underben. Op mod 25-30 % af alle triatlonskader er relateret til knæet.

Typiske knæskader:

Ser vi på knæet er forreste knæsmerter den hyppigste skade, som følge af overbelastning. Under løb belastes selve knæskalssenen (patellasenen) mellem 4 og 7 gange kropsvægten, og selve området mellem knæskallen og lårbenet (patellofemorale led) mellem 7 og 11 gange kropsvægten. Belastningen er størst i midt standfasen og ved afsæt.

Chondromalicia patella, forreste knæsmerter:

Årsagen til smerteren menes at stamme fra brusken på bagsiden af knæskallen. Symptomerne er diffuse knæsmerter på forsiden af knæet. Langsom begyndende over tid. Oftest opleves de første symptomer som uro. Smerterne tiltager under løb og ved længere tids siddende stilling med bøjede knæ (biograf tegn).

Behandlingen er aflastning og at finde årsagen til smerten. Skal den findes i dagbogen, kan det være: overbelastning, hvordan er forholdet mellem cykle og løbs doseringen, for hurtig optrapning eller anden årsag? Skal den findes i hofte eller ankel regionen, da fejlstillinger eller kompensatoriske bevægelser her – vil kunne belaste knæet uhensigtsmæssigt.

Som oftest er forreste knæsmerter et sammenfald af flere omstændigheder der bør udredes. Behandlingen er aktiv aflastning, og egnet genoptræningsprogram. Genoptræningsprogrammet skal tage udgangspunkt i de problematikker der måtte være: fodstilling, hoftestilling, ubalance i muskulaturet omkring knæet, er der nedsat bevægelighed over ankel, knæ eller hofte osv.

Smerter i knæskalssenen:

Smerten mærkes ofte hvor senen hæfter sig på nederste spids af knæskallen. Kaldes også springer knæ, men det er mest korrekt at kalde det for en overbelastning af senen. Smerten opleves ofte ved strakt knæ, forbedring ved aktivitet i opstarten – men vil også her forværres med tiden.

Behandlingen er igen aktiv aflastning og finde årsagen til overbelastning. Kig igen dagbog – kan forklaringen ikke findes her skal der faglig bistand til at afklare årsagen. I dette tilfælde vil en ultralydsscanning ofte kunne være med til at bekræfte eller afkræfte diagnosen. Årsagen er igen som oftest sammensat af forskellige elementer fra fod til hofte regionen.

Genoptræningsprogrammet bør inkludere et speciel øvelsesprogram for senen, samt tage udgangspunkt i de problematikker der måtte findes omkring fod/ ankel, knæ eller hofte. Behandlingen kan nogle gange med held suppleres med trykbølge/ shockwave behandling.

Tractus iliotibialis-syndrom (ITBS), ”runner knee”, løber knæ:

ITBS er et velkendt problem hos løbere. (Se også under triatlon og hoften). Tractus senen hæfter sig på et knogle fremspring på udvendig side af underbenet, lige under knælinjen. Problemerne opstår ved gentagende gnidninger henover denne fremspring. Årsager til smerter kan være pludselig øgning i træningsmængde, ensformige løberuter – dermed samme ensformige belastning af hoften som f.eks. vejens hældning, overdrevet løb på brolagte, eller ujævne vej belægninger, relativ meget løb ned ad bakke, uens benlængde, knæ eller fodstilling. Ofte et sammenspil mellem flere af disse faktorer. Nedsat bevægelighed over anklen enten pga. muskelstramninger eller anden årsag har også en indflydelse på selve mekanikken omring knæet, og kan derfor være medvirkende til problemet. Nedsat stabilitet over hofte/ bækken partiet kan også være en del af problemet. Det er sjældent et enkelt problem. Men husk altid at starte med at studere trænings dagbogen – er der en årsag at finde her: hvilke ruter løbes der, hvordan er intensiteten, er der ændret på dosering osv.

Smerten opleves ofte som skarp eller brændende på udvendig side af knæet, ca 2-3 cm over knælinjen. Lille hævelse kan forekomme. Smerten ophører efter løb, ved langvarig smerter vil den også være tilstede under almindelig gang, inklusiv trappegang.

Behandlingen er aktiv aflastning, afklaring af årsagen og eventuelt special træningsprogram. Langsom tilbage til løb efter stige modellen. Læs mere under triatlon overbelastning eller løb med smerter.

Kilder:

Spiker et al. Triathlon: running injuries. Sports Med Arthrosc. 2012 Dec;20(4):206-13

Krehmer and Schwartz. Overtraining Syndrome: A Practical Guide. Sports Health.2012;4(2):128-138

Heiderscheit B. Always on the run. J Orthop Sports Phys Ther. 2014 Oct;44(10):724-6

Mani-Babu et al. The effectiveness of extracorporeal shock wave therapy in lower limb tendinopathy: a systematic review. Am J Sports Med. 2015 Mar;43(3):752-61

Triatlon Løb Hoftesmerter

Mulige overbelastningsskader i hofteregionen ved løb

Løbedelen af konkurrencen anses af mange for at være afgørende for den endelige placering, og derfor prioriteres løb træningsmæssigt højt. De fleste triatleter træner mest i cykling og løb, men de fleste skader findes i løbedisciplinen.

Årsager til disse skader skal findes i overbelastning, manglende restitution og biomekaniske forhold der kan forårsage specifikke skader. Ser man på triatlon som helhed, har det sine fordele at kroppen belastes med tre forskellige discipliner. Men faktum er, at pga. den høje træningsmængde der skal til for at gennemføre disse tre discipliner er triatleter mere udsat end mange andre sportsgrene pga. den tid og mængde der bruges på træning, igen afhængig af distancen man vælger at gennemføre. Top triatleter der træner til Ironman, tilbagelægger i snit 10,5 km svømning, 304,3 km cykling og 71,9 km løb per uge.

Skader under løb ses hovedsagligt i hofte, knæ og underben.

Typiske hofteskader:

Hofteskader angives som værende de 5-10% af alle løbeskader hos triatleter. Smerten kan brede sig til nedre ryg, hofte og lyske regionen. Ved hvert skidt generes der op til 8 gange kropsvægten op igennem benet, hvor fokus i sidste ende er hoften. Hoften kan bøje sig op til ca. 140 grader, men løb kræver kun ca. 40 grader. Dermed er der en ensformig belasting i en relativ lille del af bevægebanen. Medvirkende årsag til udvikling af skader i hoften er tidligere skader, forøgede udadrotation i hoften, belastninger der overstiger 64 km om ugen i træningsmængde og nedsat stabilitet over hoften/ nedre ryg/ mave.

Tractus iliotibialis-syndrom (ITBS):

Tractus løber fra hoftekammen på ydersiden af låret og slutter ved skinnebenets øverste del. Senespejlet krydser undervejs et knoglefremspring lige under hoften (trochanter major).

Årsager til smerter kan være pludselig øgning i træningsmængde, ensformige løberuter – dermed samme ensformige belastning af hoften som f.eks. vejens hældning, overdrevet løb på brolagte, eller ujævne vej belægninger, relativ meget løb ned ad bakke, uens benlængde, knæ eller fodstilling. Ofte et sammenspil mellem flere af disse faktorer.

Smerten fornemmes ofte på udvendig side af hoften (kan også være på ydersiden af knæet – se senere). Smerten forværres ved aktivitet, og bedring i hvile. Smerten kan fornemmes som skarp – forværrende når man bevæger op ad bakke eller trapper.

Behandlingen er som udgangspunkt: aflastning og afklaring af årsag – kig i dagbogen. Er det ikke nok kan specifik udredning og behandling komme på tale, og faglig bistand bør opsøges.

Stress fraktur(brud) i hofte regionen.

Relativ sjældent, men derimod ofte overset når bruddet findes. Årsagen er den gentagende belastning på lårbenshalsen med op til otte gange kropsvægten for hvert skridt der tages under løb. Vridmomenter under løb øger belastningen betydeligt.

Stress fraktur opstår som oftest som følge af overbelastning, dvs. øget intensitet, øgede distancer eller tid brugt på løb. Man skal være opmærksom på, at kvinder der ikke spiser hensigtsmæssigt, har irregulær menstruations cyklus, samt lavt knoglemineralindhold er i særlig risiko.

Symptomer der kan indikere fraktur er haltende gang, smerte i hvile ofte nattesmerter eventuelle øgede smerter ved et-bens stand.

Overser man denne skade kan der opstå længere varende følge virkninger. Opsøg derfor faglig udredning hvis der er tegn på brud.

Ydre hoftesmerter; “Greater Trochanteric Pain Syndrome”

Smerter på hoftens yderside kaldes “Greater Trochanteric Pain Syndrome” (GTPS). Årsagerne kan dog være mange, og er ikke nødvendigvis udelukkende at finde i hofteregionen.

Hos næsten alle mennesker findes tre slimsække (bursae) omkring et knoglefremspring på ydersiden af lårbensknoglen ved hoften (trochantor major). Derudover findes flere mindre slimsække med varierende placeringer i samme region, som ikke nødvendigvis findes hos alle mennesker. Det i sig selv gør, at udredning og behandling kan være besværligt – hvilken slimsæk er den der giver smerterne, hvis det er slimsækken?

Symptomer der normalt forbindes med inflammation: Hævelse og rødme (ses ofte ikke), men man kan ikke normalt ikke ligge på smertefuld side, aktivitet forværrer, smerter ved lang tids siddende stillinger, smerter når man rejser sig fra den siddende stilling til stående, sidder med benene overkors eller trappegang. En del af disse symptomer kan også antyde ryg problematikker og disse bør derfor udelukkes først.

Årsagen findes ofte i løbestilen især ”cross over løb”, ensformige løberuter eller øgede træningsmængde.

Overbelastning af de balde muskler der skal stabilisere over hoften kan udvikle smerter hvor de tilhæfter sig på hofte kammen, dermed en inflammation af en sene eller et senefæste (også kaldet tendinopatier). Symptomer herfra kan minde meget om de der er omtalt foroven.

Smerter fra selve hofteleddet kan også udvikle symptomer der kan minde om GTPS.

Som det kan ses, skal smerter i denne region afklares, da årsagen kan være mangfoldig. Behandling vil ofte være at afklare årsagen og aflaste. Afhængig af årsagen kan der være behov for specifik behandling. Er det slimsækken, muskulaturen, hoften eller ryggen der er årsag? Behandlingen og prognosen er ikke ens.

Trochanter tendinit, tractus iliotibiale syndrom, coxa saltans (“snapping hip”)

Navnet stammer fra en klikkende lyd når man går, løber eller cykler. Man vil samtidigt mærke at senen ”smutter” på den udvendige side af hoften. Der findes både en ”indvendig” og ”udvendig” springhofte.

Den udvendige springhofte skyldes at tractussenen eller senen fra baldemusklen glider hen over trochanter major (det lille fremspring på lårbensknoglen udfor hoften). Bevægelsen der fremkalder lyden er et strækkes fra en stilling hvor hoften har været bøjet, udaddrejet og udadført.

Intern springhofte skyldes at hoftebøjeren (iliopsoas) smutter på forsiden af hofte. Det kan være små knoglefremspring på lårbensknoglen, hovedet af lårbenet eller ledkapslen. Andre årsager til intern springhofte kan være at ledlæben der omkranser hofteskålen er beskadigt, små ledbaånd omkring hoften der ”smutter” hen over små knogle fremspring, små brusk stykker inde i hoften (”mus”), eller hvis hoften flere gange har være ude af led.

Så vi ser igen, at der er flere muligheder der kan udløse de samme symptomer med lignede smerter.

Behandlingen i første omgang er aflastning og finde en årsag. Er det tale om almen overbelastning tilpasses programmet tilsvarende.

Fører det ikke bedring med sig, skal faglig bistand opsøges for at få klarlagt årsagen. Der skal muligvis mere specifik behandling til, herunder eventuel nødvendighed af scanninger for at klarlægge årsagen.

Vi skal også være opmærksom på, at der er en del mennesker der kan fremkalde disse lyde uden smerter, og der er ikke behov for at gøre noget yderligere ved det.

Måske kan du finde hjælp her

Dansk Triatlon Forbund

Kilde:

Spiker et al. Triathlon: running injuries. Sports Med Arthrosc. 2012 Dec;20(4):206-13

Triatlon Svømning

Flertallet af overbelastningsskader indenfor triatlon sker i disciplinerne løb og cykling, men ses også i svømmedisciplinen. De fleste triatleter svømmer fri fordi det er hurtigst, og giver mulighed for at løfte hovedet fri af vandet for at pejle svømme retningen. Skaderne er som oftest lokaliseret til skulderen.

Afgørende for effektivitet af svømmetaget er teknikken. Den erfarne svømmer er i stand at udvikle kraften fra nedre mave / ryg regionen (også kaldet ”core” muskulaturen). Core muskulaturen er betydelig stærkere og mere udholden end selve skulderen, og skal derfor integreres i svømme teknikken.

Ved at udnytte styrken her, sammen med en rulle bevægelse, udnyttes kraften bedre og skulderen aflastes derfor tilsvarende. Nybegynderen uden tilfredsstillende teknik vil bruge skulderen mere isoleret i svømmetagene, og dermed være i en større risiko for at overbelaste skulderen.

En af grundene til at der muligvis ikke er så mange skader i svømmedisciplinen er, at der ikke trænes så meget i svømning som de andre discipliner. Grundene hertil angives ofte som:  Besværligt at finde en svømmehal, uhensigtsmæssige åbningstider i relation til arbejde, studier eller familie. Desuden er teknikken svær og tidskrævende at lære. Det er nemmere at tage sko på eller at hoppe op på cyklen.  Dernæst er tids forbruget under konkurrencen også minimal, sammenlignet med tidsforbruget på cykling og løb. På de korte distancer (sprint) varer svømmeturen ca. 17% af den totale tids forbrug (ca. 10 minutter), og på de lange distancer (Ironman) ca. 10% af den totale tids forbrug (55 minutter). Tiderne her er for veltrænede atleter.

Det kunne dog give god mening at bruge mere tid på svømning. Studier har vist at overbelastningsskaderne der bliver pådraget under løb og cykling muligvis kan skyldes en summation (ophobning) af belastninger i disse discipliner. Det ses ikke under svømning, og derfor kan svømning anvendes som aktiv aflastning mellem cykel og løbetræning.

Overbelastningsskaderne i svømning skyldes gentagende ensformige bevægelser der hele tiden laver små skader på vævet, og som udvikler sig hvis ikke der er tilpas med restitution mellem træningspassene. Studier har vist at top triatleter foretager ca. 500 000 svømmetag med hvert arm per år. Det er trods alt en del.

Årsagen til de fleste skulderskader skal findes i en ustabil skulder eller det der kaldes indeklemnings syndromet (impingement), eller et samspil mellem disse tilstande.

Impingement:

De sener der oftest afklemmes under svømning er supraspinatus og bisceps senerne, som oftest supraspinatus. Årsagen ses ofte som voldsom øgning i trænings volume herunder intensitet.

Behandlingen er først og fremmest at finde årsagen til overbelastningen. Er det dårlig teknik eller trænings doseringen der kan være årsagen. Det skal tilpasses, hernæst kan det være nødvendigt med aflastning og specifik træning af skulder muskulaturen med det formål at stabilisere skulderleddet. Er der voldsom inflammation kan anden behandling komme på tale.

Bisceps tendinitis:

Bisceps senen kan irriteres når den gentagene gange skal passere under kravebenet undervejs i svømmetaget. Er senen fortykket vil den med tiden komme ”i klemme”, og inflammationen vil forværres.

Årsagen kan også skyldes, at skulderen som helhed er svag og dermed bliver overarms knoglen muligvis presset op i skulderleddet under afviklingen. Det medfører mindre plads mellem hovedet på overarms knoglen og kravebenet, som igen medfører at senen der skal passere i mellerummet kommer i klemme.

Behandling er igen afdækning af årsagen, specifik øvelse program og eventuel medicinsk behandling hvis der er stor inflammation.

Instabilitet:

Instabilitet omkring skulderen hos svømmere er velkendt. Det er vigtigt, at det konstateres så hurtigt som muligt. Symptomerne på en ustabil skulder er ofte begyndende vedvarende smerter efter svømning. Måske først som ubehag, og så en langsom overgang til smerter.

Der findes flere tilgange til den ustabile skulder, men som udgangspunkt kan følgende retningslinjer være gode at følge:

  • Undgå smerteprovokerende aktivitet
  • Muligvis kan inflammationsdæmpende medicin i en kort periode komme på tale
  • Is til smertestilling
  • Stræk øvelser omkring ledkapslen
  • Styrke træning af muskulaturen omkring selve skulderleddet
  • Generel styrke af øvre ryg og skulderblade

Skal man forebygge bedst muligt, er det nødvendigt at arbejde med svømme teknikken, dernæst indikerer flere studier, at det er relevant at træne ”core muskulaturen”. Specifik træning af skuldermusklerne omkring leddet og fokus på skulderbladets funktion og stabilitet.

At kende symptomerne på en begyndende overbelastning og aflaste hurtigst muligt er bedste medicin i længden. Føre dagbog, være opmærksom på årsags sammenhænge, samt opsøge hjælp inden det er for sent. Det måtte være sig med hensyn til teknik eller anden faglig bistand med hensyn til udredning af smerten, eller udarbejdelse af egnet styrkeprogram til skulderregionen.

Dansk Triatlon Forbund

DGI Triatlon

Kilde:

Bertola et al. Profile of injures prevalence in athletes who participated in SESC Triathlon Caiobá-2011. Acta Ortop Bras. 2014; 22(4): 191–196.

Zwingenberger et al. An epidemiological investigation of training and injury patterns in triathletes. J Sports Sci. 2014;32(6):583-90

Bales and Bales. Swimming Overuse Injuries Associated With Triathlon Training. Sports Med Arthrosc Rev 2012;20:196–199

1